Samtalen med barnet

Ovenstående video beskriver den information, der er beskrevet herunder.

De fleste børn, der vokser op i familier med rusmiddelproblemer, får først hjælp, når de er voksne og selv søger den. Derfor er det vigtigt, at pædagoger og lærere tør at tale med barnet om, hvordan han eller hun har det derhjemme. 

Børn kommunikerer anderledes end voksne og forskelligt alt efter alderstrin. Lærere og pædagoger er uddannet i at kommunikere med børn, men er ofte tilbageholdende med samtaler omkring alkohol eller andre problemer i familien. Det er et svært emne, og frygten for at tage fejl fylder meget, men der er som oftest meget få konsekvenser, hvis ens bekymring er fejlplaceret. Til gengæld er der store konsekvenser for et barn, der vokser op uden at få hjælp.

Råd til samtalen med barnet

Tag kontakt til barnet eller den unge og sig, at du gerne vil tale med ham eller hende. Også selvom barnet glider af på det. 

Sig f.eks. ”Jeg vil rigtig gerne tale med dig, tror du, at du har tid til det senere i dag?"

Italesæt problemet. Relationen skal bygge på respekt og samarbejde. Fortæl, at du vil hjælpe barnet, og husk det du skal hjælpe barnet med er at skabe sammenhæng, struktur og forudsigelighed.

Sig f.eks.: ”Er det i orden med dig, at jeg spørger lidt ind til din familie? Det kan være lidt svært at tale om, og du må sige til hvis der er noget du ikke har lyst til at tale om, men jeg ved også fra andre børn, at det er godt at få talt om, hvordan man har det, hvis der er noget der er svært derhjemme.”

Hvilke følelser mærker barnet? Anerkend barnets følelser - også modsatrettede følelser. Bekræft barnet i det, det har set og hørt. Langt de fleste forældre taler ikke om alkoholproblemet, men giver forklaringer som f.eks. at ”far/mor er syg”.  Barnet kan være i tvivl om, hvad der er virkelighed. Vis, at du tror på, hvad barnet siger, og hvordan det har oplevet situationen.

Sig f.eks.: ”De følelser, du fortæller om, og det, du er ked af, kan jeg godt forstå, og der er ikke noget som helst galt i det, du føler. Det er helt ok at have det sådan, når man har oplevet det, du har."

 

Spørg ind til barnets oplevelse – hvis du når der til – måske er det rigeligt for barnet bare at fortælle sin historie.

Sig f.eks. ”Når voksne har et problem med alkohol eller andre rusmidler, skal de have hjælp af andre voksne, der ved noget om alkohol og stofproblemer."

Tal aldrig nedsættende om barnets forældre uanset hvad du får at vide. Fokus er at anerkende barnets oplevelse og sikre, at barnet får hjælp.

Anerkend den situation, barnet står i. Fortæl barnet, hvad du vil gøre og hvornår, og at du vil fortælle barnet, hvad du gør. Barnet kan være bange for, hvad det har fortalt dig. Fortæl barnet, at du er god til at tale med forældre om den slags ting, som føles meget svære.

Hold, hvad du lover

Barnet lever i en uforudsigelig verden, hvor regler og rutiner hele tiden ændrer sig. Derfor er det meget følsomt over for løftebrud. Du kan give barnet et pusterum, hvor det kan stole på dig og ikke behøver at bekymre sig.

Giv barnet tid og tilbagemelding. Fortæl, hvornår du taler med forældrene, og spørg barnet om, hvordan de har det med at gå hjem fra skole, om der er noget, de er bekymrede for.

Afklar, om der er behov for, at barnet skal have hjælp eller støtte, for eksempel hvis barnet er bange for at gå hjem.

Afklar, hvor bekymret du er, og hvilken støtte barnet har behov for i samarbejde med forældrene.

Vurder om der er behov for underretning. Tal med dine kolleger og ring til BiBa for sparring.

Underretningspligt

Som fagperson har du skærpet underretningspligt: Hvis du har grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte, skal du underrette dit lokale Borgercenter Børn og Unge (BBU) ifølge Servicelovens § 153.