Far og søn fik hjælp sammen
For rigtig mange børn er det svært at tale om deres forældres rusmiddelproblemer, før de bliver voksne. Og for mange familier forbliver konsekvenserne usagte. Sådan var det også for Agge og hans far Sune i mange år, indtil de sammen havde samtaler hos BiBa.
”Det var rart, at min far var med, så han kunne høre, hvordan jeg havde haft det. Jeg var ikke bekymret for at skulle sige noget overfor ham, for det var jo det, vi var kommet for, så man blev ligesom presset til at rive hul på bylden” siger Agge på 14 år.
Det havde både far og søn brug for. Sune havde brugt mange kræfter på at holde sit kokainmisbrug hemmeligt, mens det stod på, men også efter han var stoppet, fortsatte tavsheden.
”Jeg har måske på en hurtig patetisk måde sagt undskyld, men det løser jo ikke noget. Det var bare sindssygt svært at tale om. Som far var det jo lidt en falliterklæring, og jeg syntes, jeg havde været et dumt svin på mange måder,” fortæller Sune.
Han kunne også mærke på Agge, at han ikke ville tale om det. Og det betød, at Agge ikke talte med nogen om sine bekymringer for sin far.
”Det var bare en ubehagelig ting at snakke om, syntes jeg, så jeg prøvede at undgå det så meget som muligt. Jeg ville bare være ligesom alle andre,” fortæller Agge.
Frygten for tilbagefald
Sune havde i mange år et kokainmisbrug, som stoppede, efter han kom i døgnbehandling i 2013, men det påvirkede stadig Agge, der var blevet mere tilbagetrukket og havde svært ved at sove.
”Jeg følte mig meget lille. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg følte, at der var mange ting, jeg skulle bekymre mig om. Nok mest min far. Efter han var blevet clean, var jeg bange for, at han ville få et tilbagefald,” forklarer Agge.
Det blev særligt svært for Agge at sove ude.
”Første gang jeg oplevede det, skulle jeg sove hos min bedste ven, og vi var på vej ud at købe slik, og så på vej tilbage, da gik vi forbi vores gade, fik jeg det dårligt - sådan hjemve. Jeg hyperventilerede meget,” fortæller Agge.
Hverken Agge eller Sune vidste, hvor meget hans fars tidligere misbrug havde påvirket Agge, men det blev det blev tydeligt, da de sammen fik åbnet op for emnet i samtaler med en børne- og familieterapeut fra BiBa.
”Når man selv går i sit misbrug, bliver man meget ensporet, og det var ikke gået op for mig, hvor dybt det stak. Det var en opvågning at sidde der med min søn og kunne se, at det har været virkelig grimt,” siger Sune.
Rart at vide man ikke er alene
Hos BiBa startede Agge også i et gruppeforløb med andre børn i lignende situationer.
”Det er hårdt at sige, at ens far har haft et misbrug. Og meget underligt at fortælle om alle sine problemer til nogen, man ikke kender. Men det var rart at vide, at man ikke er alene, det ikke bare var mig og min søster, der havde prøvet det. Selvom jeg godt vidste det, så føles det godt at få det bevist,” siger Agge.
I Agges gruppe var de otte børn i omtrent samme aldre, og de gik i gruppen i tre måneder. De lærte hinanden at kende, og for Agge blev det lettere at tale om for hver gang.
”Hvis nu man ikke havde snakket om det i noget tid, så havde det bygget sig op på ens skuldre, som om man hele tiden skulle gå og løfte, og så når man snakkede så blev det helt let. Så i stedet for at det hele tiden fik lov til at bygge sig op, så fik man ligesom fjernet det,” siger Agge.
Hans følelse af, at det kun var hans problem forsvandt. Og efter sit gruppeforløb fik han også mod på at tale med sine venner om det.
”Nu havde jeg lige som oplevet, at jeg kunne tale med nogle fremmede mennesker om det, så blev det også lettere at tale med dem, jeg kendte. Jeg blev mere åben om det, det var rart,” forklarer Agge.
Det har hjulpet hele familien
Sune og Agge er ikke i tvivl om, at deres samtaler hos BiBa har gjort en stor forskel. For dem betød det meget, at det var et andet sted end derhjemme, så det ikke var familiehyggen, der blev ødelagt.
”Det gør noget, at det er det, vi er kommet for. For selvom man aldrig bliver klar, så er man alligevel forberedt. Og det gør det meget lettere at åbne op,” fortæller Sune.
Han er taknemmelig for, at der nu ikke er flere hemmeligheder mellem ham og hans børn, og at ingen danser rundt om den varme grød.
”Det betyder sindssygt meget. Jeg syntes også, vi havde et godt forhold før, men nu føler jeg, at vi kan tale om alt, og det har hjulpet hele familien,” siger Sune.
Agge har lige været på lejrskole i Aarhus uden at få hjemve. Og han er glad for, at han har lært at tale om sine bekymringer.
”Også hvis man nu møder andre problemer, så kan man tale åbent om det. Jeg har ligesom fundet ud af, at det kan jeg sagtens gøre, uden det bliver et problem,” siger Agge.